Allerede 1. august 2016, da den nye banebro åbnede ved Viborg Banegård, advarede vi her på Viborg Bloggen om adskillige problemer ved broen.
Vi talte med flere brugere, som allerede på åbningsdagen var helt opgivende overfor fjernelsen af den gamle og funktionelle rampe, som bl.a. var blevet erstattet af en trappe, som på åbningsdagen var uden minirende til cykler og som havde så høje trin at mange gangbesværede havde meget svært ved at klare trappen – se mere om problemerne på artiklen om banebroen, her på Viborg Bloggen.
Øjensynligt er problemerne ikke kun bemærket af os på Viborg Bloggen, men også af andre borgere og bl.a. også Viborg Handicapråd som har skrevet flere læserbreve i bl.a. Viborg Stifts-Folkeblad og der ser man, at de problemer vi fremhævede allerede 1. august 2016 nu også er et klagepunkt fra mange andre…
Vi har været forbi broen igen og som ved besøget 1. august 2016, mødte vi brugere som er helt opgivende overfor den lidt håbløse løsning man har valgt.
Indtil lukningen af den gamle banebro, har der været funktionelle ramper for barnevogne, elscootere, rollatorer og cykler, men nu ser det ud til at planlæggerne af den nye banebro, lader mange af disse brugere i stikken og det var vel ikke lige det, der var meningen med det stort anlagte ‘Baneby’ projekt…?
Den ‘trampe’ man er ved at bygge, ser ud til at have sit ‘udløb’ lige foran udkørslen for busserne og det kan give voldsomt farlige situationer, hvis mountainbikes eller andre terrængående cykeltyper kommer i fuld fart oppe fra broen…
Hvis arkitekterne bag den nye banebro/trampe havde gjort sig den ulejlighed at måle trafiktypen over den gamle banebro, ville de have set, at der netop fra Klostervænget og andre bydele kommer mange ældre brugere, mange handicappede samt mange på cykel og specielt ældre mennesker med varer på cykler, indkøbstasker eller med handicap og mange af disse har svært ved at manøvrere og også svært ved eksempelvis at trække en cykel med varer op af den lille slidske på den stejle nye trappe ved banegården – selv børn med skoletasker er set i store problemer på trappen.
Den gamle rampe havde en udformning som gjorde, at cykler automatisk fik ‘nedsat’ fart, da der både var et hegn for enden, men også fordi man var nødt til at bremse helt op for at dreje om mod busstationen for at komme videre op mod byen og den gamle rampe var derfor egentlig godt tænkt og funktionel…
Allerede i 2004 har en forsker udgivet undersøgelsesmateriale om ‘tramper’, hvor hovedkonklusionen er at ‘ tramper altid bør være mere ramper end trapper…’ – se bl.a. dette link
Måske bør man i byplanlægningskontoret lige tage en snak med cyklistforbundet og Dansk Handicapråd, for at få en ny og optimal rampeløsning ved Viborg Banegård – specielt fordi den entreprenør som skal levere den projekterede løsning er voldsomt forsinket, så der er en mulighed for at løse denne sag til alles tilfredshed….
Sæt igang!
STAB-16-TR1FA
Nu kommer man næppe i fuld fart, med et køretøj på hjul, ned af trampen. Trampen er en trappe, en trappe med brede og ikke så høje trin. Der kommer ikke en ny rampe.
Tak for din hurtige kommentar.
Unge mennesker nu om dage har mountainbikes med meget brede hjul, som uden problemer kan klare trapper og specielt hvis trapperne har lave trin som du omtaler og det vil derfor være et problem at disse kan ryge ud foran busser som kommer fra stationen.
At du samtidig fremhæver, at der netop ikke kommer en decideret rampe, men blot trapper med lave trin, gør jo blot hele sagen endnu mere speget, idet man efterlader rigtig mange brugere i stikken og som vi gør opmærksom på i artiklen, var det måske en ide at nytænke den lidt håbløse løsning man her har fabrikeret, idet arkitekterne øjensynligt har ment at rollatorer,barnevogne,cykler og elscootere er ikke-eksisterende eller ihvertfald ikke brugere af Viborg Banegård…