Tog i Viborg – eller mangel på samme..

Viborg banegård - ofte uden tog

De seneste par år, har det desværre været sådan, at hvis man skulle bruge tog til eller fra Viborg, så var det lidt ligesom russisk roulette, da der fra tid til anden aflyses tog ud af det blå…

Som oftest, er “forklaringen” et meget lakonisk “materielforhold”….

Senest 29.07.25 – se bl.a. her TVMidtvest

Som bruger og skattebetaler, må det forundre, at en koncessionshaver som GoCollective (tidligere Arriva), helt uden konsekvenser, kan skalte og valte med deres kunders daglige transportbehov

Med de nuværende forhold, kan man ikke lave en aftale om et møde i f.eks. Aarhus, hvis man skal benytte toget som transport, da det er umuligt at vide på forhånd om spøgelset i maskinen – “materielforhold” – slår til igen…

Senest har det også været sådan, at hvis der var lidt heftige regnbyger, så aflyste man også togenes afgange, da man åbenbart ikke kan køre med tog hvis det regner

Det kan undre at trafikministeriet ikke reagerer på tingenes tilstand og sørger for at GoCollective sørger for stabil togtransport til og fra Viborg

Mange medier har skrevet om problemet – (ja, det er et problem og ikke blot en udfordring) – der har været tv indslag, men lige meget hjælper det

Ikke engang dagbøder er øjensynligt på tale

Hvis man som borger, havde samme indstilling overfor myndighederne, ville man hurtigt blive bødepålagt eller ryge bag tremmer

Med tanke på at dette er en tilstand, som har varet meget længe efterhånden, er det vist på tide, at borgerne i Viborg sørger for at rejse så meget blæst om problemet, at selv trafikministeriet erkender der er et problem og herefter faktuelt gør noget ved sagen

Et er at have et midlertidigt materiel problem under f.eks. snestorm eller andre helt usædvanlige forhold, uden for GoCollectives kontrol, men at man på helt almindelige vejrmæssige dage, stor set hver uge, aflyser tog med henvisning til “materielforhold” er både uholdbart og uacceptabelt

Hvis man har så voldsomme materielle problemer, må spørgsmålet jo være om GoCollective i det hele taget er godt nok klædt på til at varetage togdriften på strækningen – er konstateringen at de ikke er klædt på til det, må driften overlades til andre og bedre operatører

Derudover må der i fremtidige kontrakter indføjes, en skærpet paragraf om stabilitet og aflysninger, således at en lignende situation ikke opstår med en ny operatør

Keine Hexerei – nur Behändigheit…..

Sæt i gang – der er fløjtet til afgang…..

Leave a Reply