viborg,skyline,sønder,mose

Ny jobportal i Viborg

Vi har i nogen tid arbejdet med ideen om at lave en jobportal, som primært skulle indeholde jobs fra Viborg og Midtjylland.

Tanken var, at det skulle være så nemt som muligt at søge et job og at man ikke skulle tilmelde sig alle mulige ting for at kunne søge et job, derudover skulle der ikke være et hav af kategorier, der skulle vælges/fravælges, men så få søgefelter som muligt….

Vi er nået helt ned på eet søgefelt – nemlig ‘nøgleord’…

Man indtaster kort sagt blot f.eks. den by eller det job man ønsker at søge i feltet ‘nøgleord’ og så får man præsenteret det/de jobs som findes i vore databaser – enklere kan det vist ikke gøres.

Selve jobportalen er udført i ‘no-nonsense’ look, hvor vi har skåret stort set alle unødvendige og distraherende elementer væk.

Navnet skulle være til at huske for de fleste: https://jobs-i.viborg.nu

Da vi jo er 100% frivilligt baseret, er det nødvendigt med annoncører på siderne, men vi håber det ikke virker distraherende, men måske nyttigt at dette element er på siderne.

Vi håber, alle vil hjælpe med til at udbrede kendskabet til portalen, både blandt virksomheder og jobsøgende.

Glemte vi at nævne, at virksomheder gratis kan oprette jobannoncer…?

 

Du finder Viborgs og Midtjyllands nye jobportal ved at klikke her

 

VHK – hvorfor er økonomien dårlig igen…?

En smule populistisk kunne man med henvisning til overskriften også spørge med Holbergs ord:

 

“Hvorfor drikker Jeppe…?”

 

Herunder vil der blive gjort et forsøg på historisk og nutidigt, at se igennem og beskrive de nuværende udfordringer for ikke blot VHK, men også for sportslige aktiviteter i det hele taget

haandbold15022015-239

Rikke Skov for Viborg HK

Der er jo altid en årsag til, at tingene ser ud som de gør og mange forskellige har i de seneste uger givet deres besyv med om, hvad årsagen til en skrantende økonomi hos Viborg HK kan skyldes….

En af årsagerne sætter Ulrik Wilbek sin finger på ved at pege på svigtende tilskuerinteresse og giver ved hjælp af et simpelt regnestykke anvisning på hvorledes tilskuere ved at støtte op om klubben og gå til kampene som betalende gæster, kan give klubben 2 millioner kroner mere i kassen på en sæson…

Det simple regnestykke kan de fleste nok forholde sig til og indse det fornuftige i.

Problemet ved regnestykket er, at det forudsætter, at fordi man er viborgenser også automatisk er Viborg HK fan og interesseret i at gå til live håndboldkampe og derved støtte holdet.

Der er ingen tvivl om, at de fleste i Viborg nok er stolte når Viborg HK sætter byen positivt på det nationale og internationale landkort og sådan har det været siden Viborg HK for alvor begyndte at toppe fra 1989 og fremefter.

haandbold15022015-218

Rikke Hørlykke og Anders Kraul kommenterer Champions League kampen i Viborg Stadionhaller for Danmarks Radio

Desværre for Viborg HK og iøvrigt også de fleste andre sportsgrene, har Verden udviklet sig helt enormt siden de glade fandage i 90´erne og en hel ny generation er kommet til – en generation som er elektronisk opflasket og som er vant til at stort set alle begivenheder man måtte være interesseret i, kan følges digitalt i en eller anden form og på den måde kan man samtidigt være aktiv på flere begivenheder på een gang, hjemme fra sofaen eller ude hos venner, så istedet for en fornyelse af de aktive kampbesøgende af de nye generationer, ser man i stadig højere grad et fravalg af faktuelle aktiviteter til fordel for en delt elektronisk deltagelse…

På DR2 så man forleden en ung pige på 16 år som havde været med til at oplyse  ‘Public Service kommissionen’ om hendes generations holdning til ‘Public Service’ og på hvorledes man aktivt kunne inddrage hendes aldersgruppe og generation i f.eks. at se nyheder fra DR.

Iben som hun hed, fortalte bramfrit, at hun ikke fandt, der var noget som appellerede til hende eller hendes venner i f.eks. nyhederne på TV (dog en smule til hende da hun studerer samfundsfag), at hun stort set aldrig lyttede til radio og at hendes nyheder ellers bestod af Facebook eller Snapchat samt at hele setuppet på f.eks. DR virkede som om det var målrettet en helt anden generation end hendes egen, med uendelige genudsendelser og antikprogrammer og lignende…

haandbold15022015-195

Tilskuere i Viborg Stadionhaller til håndboldkamp mellem Viborg HK og Baia Mare

Måske har Iben på 16 år, her leveret en klar og tydelig henvisning til ikke blot DR og TV2, men måske også til rigtig mange andre sammenhænge i ‘offentlige begivenheder’…, hvor man slet ikke har fingeren på pulsen, men blot bliver overhalet af eksplosionen af elektroniske aktiviteter, som de yngste generationer er født ind i og som deres forældre slet ikke på samme måde kan sætte sig ind i, endsige forstå…

Hvis man i en Viborg HK kamp ser på sammensætning af tilskuergruppen, vil man se at den alt overvejende del er fra f.eks. 30 til 60 år, naturligvis med følgeskab af børn tilhørende denne gruppe og derudover formentlig også et yngre segment bestående af f.eks. Viborg HK´s aktive yngre spillere og deres kammerater, mens – uden at dette på nogen måde er faktuelt bevist eller konkrete tal foreligger – det virker som om en stor gruppe fra 15-30 år som selv har betalt for entrebilletten stort set ikke er tilstede – dette er alene vurderet udfra besøg i håndboldhallen til Viborg HK´s kampe…

Selv når der har været uddeling af gratis billetter i forbindelse med f.eks. Champions League kampe, har man oplevet at en forholdsvis stor gruppe af de som har fået en gratis billet, slet ikke dukker op til kampen…

Med det faktum in mente, kan man se hvor svær en kamp det er at få fat i og fastholde nye tilskuere til ikke blot Viborg HK´s kanmpe med også til f.eks. Superliga kampe i fodbold, hvor også disse nationalt melder om et forholdsvis voldsomt fald i tilskuere til deres kampe.

At problemet ikke kun eksisterer i Danmark, kan man se på f.eks. den seneste kamp vist i TV på DR, hvor en topkamp som kampen mellem Larvik og Team Esbjerg i Champions League, i et ellers tidligere ‘håndboldgalt’ Norge, ikke engang kunne tiltrække en halvt fyldt håndboldhal…

haandbold15022015-349

Spænding til sidste sekund i Viborg Stadionhal i Champions League

Her fik de fremmødte tilskuere ellers fuld valuta for pengene med spænding til allersidste minut.

Problemet er, at det fik alle TV seerne jo også – helt uden at bevæge sig længere end ud i køkkenet efter mere kaffe eller en kold øl til indkøbspris, kunne man opleve suset og spændingen – både i Norge og Danmark.

I modsætning til de glade 90´ere, hvor det elektroniske underholdningsunivers var langt mindre end det er idag, var ‘an’i langt højere grad en ‘ægte’ fan og blev levende underholdt på lægterne til håndboldkampe og andre sportsaktiviteter og var ikke parkeret sammen med ‘facebookvenner’ eller i et andet elektronisk univers.

En parallel kunne drages til f.eks. Radio Viborg som havde en helt enorm popularitet, da den kom frem i 80´erne efter monopolet blev brudt og lyttere med hud og hår lyttede til radioen i næsten døgndrift og kendte alle – frivillige som ansatte – på den ultra populære radiostation – her var der virkelig tale om ægte fanaktivitet og man kunne til enhver tid skabe sammenstimlen hvis radioen stillede op til kommunalvalg eller blot på en gågade – denne popularitet skyldtes selvfølgelig, at der var en træthed af Danmarks Radios koncept på daværende tidspunkt og fordi ingen radio tidligere på samme måde havde aktiveret og involveret sine lyttere – man udnyttede kort sagt et kæmpe vacuum og mediemæssigt tomrum, blev virkelig lokale og havde aktive fans og lyttere fra Hanstholm til Århus og blev på et tidspunkt Danmarks Største Lokalradio, men nu blot er en svag skygge af fordoms storhed…

Lidt ligesom Viborg HK, som også steg op fra en helt upåagtet tilværelse og via bl.a Ulrik Wilbeks trænergerning og det mediemæssige tomrum der var omkring 1989 og 10 år frem skabte sig en solid base i de yngste fans og den effekt holdt sig, mens disse blev voksne og dermed til Viborg HK kulminerede med at vinde sit første Champions League mesterskab.

20161108_131446

Gennem disse døre vil Viborg HK gerne se mange flere tilskuere i de kommende år og meget gerne mange yngre gæster

I perioden fra 2003 og fremefter eksploderede mediebilledet som bekendt totalt rent elektronisk og nu har selv ældre pensionister en smartphone som i givet fald kan vise sportsaktiviteter live – også selvom man er i sommerhus eller i udlandet og mens man iøvrigt samtidig kan foretage sig andre ting.

Samtidig var der den økonomiske recession fra 2007 og fremefter som hev en del af det økonomiske fundament væk under Viborg HK, som iøvrigt også kæmpede med stjernelønninger til en del af sine spillere og havde hele 2 hold i fornemste række, idet både herre- og dameholdet var med helt fremme i skoene – det medførte en voldsom pukkel af økonomiske forpligtelser som man på et tidspunkt måtte tage konsekvensen af og sige farvel til ultra fornemme profiler på begge hold og efter en tid, helt trække herreholdet fra den fornemste række..

Nu banker den skrantende økonomi igen på døren hos Viborg HK og man mangler omkring 4 millioner for at være på den tørre side af udfordringen.

Hvis man et kort øjeblik kigger tilbage på hvad 16 årige Iben fortalte i DR2 morgen forleden, kunne man måske forledes til at tro, at sportsklubberne i Danmark i den grad har sovet i timen, iøvrigt ligesom DR og ikke udviklet sig digitalt i sammenhæng med de opvoksende generationer…?

Hvis man tror alt er gjort ved at lave en facebook profil og der ‘pleje sine online aktiviteter’ har man skudt helt ved siden af skiven – man skal i langt højere grad involvere de yngste for at pleje sine kommende tilskuere og tvinge dem til at aktivere sig i klubbens aktiviteter – fodboldsegmentet er ved at fatte lidt af det, omend lidt sent, ved at oprette særlige online sub-klubber, hvor man laver onlineturneringer med fodboldkampe mellem danske klubber, men udelukkende på online plan og det er faktisk en rimeligt pæn succes.

Man kan også se på en ny aktivitet som Pokemon Go! som i den grad har fået aktiveret de alleryngste og fået den ud i naturen og egentlig væk fra sofaen og hjemmet.

Måske man helt skal nytænke hvorledes en håndboldkamp (eller fodboldkamp) opleves i hallen eller på stadion, med et hav af aktiviteter og måske konkurrencer, samtidig med at kampen spilles og som kun kan deltages i og opleves i håndboldhallen eller på stadion og at disse aktiviteter ikke kan opleves på TVs livetransmissioner med udelukkende der hvor der spilles…?

haandbold15022015-205

Topstjernen Nascimento i opildende tilråb til sine medspillere i Champions League kampen mod Viborg HK

Dette kunne ske ved tilskuerne at via et internt net som udelukkende er tilgængeligt i hallen eller på stadion tilbydes ekstra aktiviteter og konkurrencer som man kan få del i ved at være personligt i hallen.

Man kunne spille på den stadigt stigende bølge af ønske om at få sine ’15 minutes of fame’ ved i hver kamp at udnævne ‘denne kamps mest positive tilskuer, sjoveste tilskuer’ eller lignende og at denne tilskuer i en uge får sin egen lille side på Viborg HK´s hjemmeside og facebook profil – på samme måde kunne man præmiere den/de personer som aktivt skaffer flest nye medlemmer af klubben – altså ikke fan klubben, men faktuelle og aktive medlemmer – i det hele taget genskaber den kultur der er omkring at involvere og gøre en aktivitet til tilskuerens ‘egen’ ved at de føler at de ikke blot er i ‘håndboldbiografen’ men at de faktuelt på en eller anden måde er ‘med’ i kampen som spilles i håndboldhallen eller på stadion…

Et er sikkert – hvis man tror at den gode gamle model med at levere en kamp i en hal og så håbe på at der møder nogen frem, den holder ikke længere overfor de nye generationer – her skal man i den grad skære til benet og nytænke aktiviteter for at hive folk ind i hallen.

haandbold15022015-391

Vi mangler kun en lile bitte smule hjælp, synes Rikke Skov her at meddele til tilskuerne i Champions League kampen for Viborg HK

Viborg HK er i skrivende stund førende i ligaen og har ikke tabt en kamp og kun spillet een kamp uafgjort – og dette med et ‘næsten nyt hold’ og uden ekseptionelle stjerner på holdet, men med superdygtige og solide spillere som i den grad giver sig for Viborg HK og for Viborg by og derfor fortjener ikke blot dyb respekt, men også støtte fra ‘frafaldne fans’ fra storhedsperioden og disses børn samt fra alle de nye unge mennesker som skal prøve at opleve glæden ved at komme i en idrætsklub og sammenholdet i en sådan, men også de helt store følelser man kan få ved at være til en virkelig sportsaktivitet i en kogende håndboldhal med larm og topmotiverede fans i spændende kampe – nu også med fuldt elektronisk understøttede aktiviteter, som kun fås ved den levende kamp i den lokale hal eller på det lokale stadion.

Da der manglede en ny håndboldhal i Viborg for 20 år siden lavede klubben projekt ’95, en hal’ som ved hjælp af ‘folkeaktier’ red på den voldsomme fan interesse i 90´erne og det var en rimelig succes – på med handsken og find nye projekter som i samklang med tiden, aktiverer alle aldre, men i særlig grad de yngste…

Man kunne f.eks. udskrive en konkurrence, hvor vinderen fik et årsabonnement samt behørig hyldest på VHK´s hjemmeside og facebook, for den mest involverende og nytænkende aktivitet i forbindelse med kampe og involvering af de yngste årgange

Så –  i samklang med Ulrik Wilbek, som opfordrer til at man kommer til kampene i håndboldhallen, kan man kun opfordre til at Viborg HK også tænker helt og aldeles ud af boksen og sætter de mest kreative klubhjerner (eller andre) igang med interaktive aktiviteter i forbindelse med kampene og igen får motiveret de aller yngste – det er som altid dem fremtiden bygger på og de har været lidt glemt de seneste 10-15 år eller mere og det kan man nu aflæse på bundlinien….

 

Viborg HK er ikke en døende patient, men blot en tidligere topstjerne patient, som er kommet lidt ud af form og som har fået at vide af lægen, at hvis man ikke begynder at arbejde med nye metoder og redskaber, måske bliver en af de glemte topatleter, som må nøjes med at opleve tidligere tiders storhed i klubbens trofærum og tænke på ‘de gode gamle dage…’

 

STAB-11/08-016-HAF

røgring,kondens,stribe,jagerpilot,viborg,himmel

Hvad laver en jagerpilot, når han keder sig lidt…?

Tjaee – en jagerpilot som futter rundt i himmelrummet over Viborg og som måske keder sig lidt, kunne jo begynde at lave fine ‘røgringe’ af kondens over den helt klare og blå himmel som Viborg idag kan fremvise…

Smuk tanke – tak for det……

jagerpilot,kondens,røgring,viborg,luftrum

Jagerpilots røgring af kondens over Viborg september 2016

røgring,himmel,jager,pilot,viborg,kondens,stribe

Smuk røgring lavet af jagerpilot over Viborg Syd på dejlig blå himmel…

alhedestien,viborg

Alhedestiens nye afslutning ser fin ud

Viborg Bloggen har besøgt den nye tilføjelse til Alhedestien som netop har fået et fint lag asfalt lagt på og her kan man bl.a. også se de 2 nye tunneller under banelegemet som er blevet bygget de seneste måneder.

Se billederne i billedserien herunder:

“>ved at klikke her

trampe,viborg,banegård,banebro,busser

Banebroens Trampe er på plads…

Så oprandt dagen som mange har både frygtet og ventet på med store forventninger – dagen hvor man monterede den efterhånden berygtede trampe i forbindelse med Viborg ny Banebro…

Som man straks kan se, er både de ældre med rollatorer, indkøbstrækvogne og andre med hjælpemidler, slet ikke taget med i betragtning i designet af denne trappe.

De mange som hver dag kommer med deres børn i cykeltrækvogne eller ‘Christiania lad cykler’, har ikke en chance for at få deres køretøjer op af trampen.

De som måske får mest glæde af trampen, er de mange mountainbikes med brede dæk som uden problemer kan klare at køre både op og ned af trampen – desværre måske med voldsom fart ned af trampen og ud foran de mange busser som hver dag passerer lige foran trampen.

Hvis elevatoren så strejker – hvad den formentlig ofte vil gøre fremover med de mange nye brugere – vil rigtig mange af mange forskellige årsager være strandet enten oppe eller nede.

Dette drejer sig ikke om at være med ‘negativ hatten’ på eller lignende, men udelukkende en simpel og logisk konstatering af at den/de som har designet denne løsning, med hård hånd har afskåret en meget stor del af den gamle banebros tusindvis af daglige brugere, fra at kunne benytte broen

Det virker utroligt, at man ikke har taget f.eks. Ældrerådet og handicap foreningerne i Viborg med på råd i denne sag…?

Broen som sådan, fungerer fint og er langt bedre end den gamle banebro, men afslutningen på Banegårdspladsen, er under al kritik.

Opdatering 09.09.2016:

Viborg Bloggen har idag talt med flere el-scooter brugere i området omkring den nye banebro og de er indtil videre glade for den nye banebro og ser det ikke som et problem, at der ikke er en rampe til deres køretøjer.

De mener fint, at de kan benytte elevatoren, til trods for at en el-scooter vejer op til 220 kg og dertil kommer så brugerens vægt, men har dog spekulationer om elevatoren kan klare det nye pres samt om situationen til vinter, hvor presset på elevatoren formentlig bliver ganske voldsomt…

Tunnellen under banelegemet og over til Regionalhospitalet i Viborg, er langt fra færdig og da den udmunder i en byggeplads på hospitalssiden, kommer den helt sikkert ikke til at fungere som aflastning for brugere som ikke kan benytte den nye banebro, idet byggeriet på hospitalssiden, med store tunge køretøjer, gør at almindelig færdsel slet ikke kan lade sig gøre den vej på endnu.

trampe,viborg,banegård,banebro

Viborg Banebro – i flere problemer…

Allerede 1. august 2016, da den nye banebro åbnede ved Viborg Banegård, advarede vi her på Viborg Bloggen om adskillige problemer ved broen.

Vi talte med flere brugere, som allerede på åbningsdagen var helt opgivende overfor fjernelsen af den gamle og funktionelle rampe, som bl.a. var blevet erstattet af en trappe, som på åbningsdagen var uden minirende til cykler og som havde så høje trin at mange gangbesværede havde meget svært ved at klare trappen – se mere om problemerne på artiklen om banebroen, her på Viborg Bloggen.

Øjensynligt er problemerne ikke kun bemærket af os på Viborg Bloggen, men også af andre borgere og bl.a. også Viborg Handicapråd som har skrevet flere læserbreve i bl.a. Viborg Stifts-Folkeblad og der ser man, at de problemer vi fremhævede allerede 1. august 2016 nu også er et klagepunkt fra mange andre…

viborg,banegård,banebro,perron

Viborg ny Banebro set fra det nye perronmiljø på Viborg Banegård

Vi har været forbi broen igen og som ved besøget 1. august 2016, mødte vi brugere som er helt opgivende overfor den lidt håbløse løsning man har valgt.

Indtil lukningen af den gamle banebro, har der været funktionelle ramper for barnevogne, elscootere, rollatorer og cykler, men nu ser det ud til at planlæggerne af den nye banebro, lader mange af disse brugere i stikken og det var vel ikke lige det, der var meningen med det stort anlagte ‘Baneby’ projekt…?

Den ‘trampe’ man er ved at bygge, ser ud til at have sit ‘udløb’ lige foran udkørslen for busserne og det kan give voldsomt farlige situationer, hvis mountainbikes eller andre terrængående cykeltyper kommer i fuld fart oppe fra broen…

Hvis arkitekterne bag den nye banebro/trampe havde gjort sig den ulejlighed at måle trafiktypen over den gamle banebro, ville de have set, at der netop fra Klostervænget og andre bydele kommer mange ældre brugere, mange handicappede samt mange på cykel og specielt ældre mennesker med varer på cykler, indkøbstasker eller med handicap og mange af disse har svært ved at manøvrere og også svært ved eksempelvis at trække en cykel med varer op af den lille slidske på den stejle nye trappe ved banegården – selv børn med skoletasker er set i store problemer på trappen.

rampe,viborg,banegård,trappe,jernbane

Den nye trappe ved jernbanebroen som erstatter den gamle rampe på Viborg Banegård

Den gamle rampe havde en udformning som gjorde, at cykler automatisk fik ‘nedsat’ fart, da der både var et hegn for enden, men også fordi man var nødt til at bremse helt op for at dreje om mod busstationen for at komme videre op mod byen og den gamle rampe var derfor egentlig godt tænkt og funktionel…

Allerede i 2004 har en forsker udgivet undersøgelsesmateriale om ‘tramper’, hvor hovedkonklusionen er at ‘ tramper altid bør være mere ramper end trapper…’ – se bl.a. dette link

Måske bør man i byplanlægningskontoret lige tage en snak med cyklistforbundet og Dansk Handicapråd, for at få en ny og optimal rampeløsning ved Viborg Banegård – specielt fordi den entreprenør som skal levere den projekterede løsning er voldsomt forsinket, så der er en mulighed for at løse denne sag til alles tilfredshed….

 

Sæt igang!

 

STAB-16-TR1FA

rampe,advarsel,viborg,banegård,jernbanebro

Viborg Banegård – nu med farlig nyskabelse…

Mandag 1. august 2016 var ventet af mange brugere, som i mange måneder ikke har haft adgang til broen mellem Middagshøjvej og Viborg Banegård.

Som det sikkert er de fleste bekendt, er årsagen at den gamle banebro, skulle erstattes af en ny og moderne bro og det har taget sin tid at nå så langt, men den nye bro blev indtaget af sine mange daglige brugere helt fra morgenstunden.

jernbane,bro,viborg,banegård,baneby

Den nye jernbanebro ved Viborg Banegård med nye brugere

Den nye jernbanebro, har ved Middagshøjvejsiden fået ny flot cykelparkering med langt flere pladser end tidligere, ligesom området generelt er udvidet kraftigt på Middagshøjvej siden.

I modsætning til tidligere, hvor der specielt ved aften- og nattetide kunne være meget mørke kroge ved broens start, er der nu en meget overskuelig plads, hvor man fra begge sider kan overskue det meste af området, som også er blevet indrettet med langt bedre belysning, som dog ikke er helt på plads endnu.

Der er også etableret en langt bedre cykelparkering end tidligere og med langt flere pladser og man har klart fravalgt at have en overdækket cykelparkering, af hensyn til at man fra broen kan overskue hele området også ved aften- og nattetide, hvilket mange ganske sikkert vil sætte stor pris på i de kommende år – et par af de dejlige gamle bøgetræer, som gennem tiderne har givet ly til mange fodgængere uden passage af broen i regnvejr, er desværre nu fjernet

 

Indretningen med grå beton, kunne godt være langt kønnere, men det ser funktionelt og holdbart ud.

Selve jernbanebroen er indrettet med mere end dobbelt så megen plads som den gamle jernbanebro på området og specielt barnevogne, ældre med støttemidler og handicappede vil helt sikkert være glade for den ekstra plads der nu er på broen.

Desværre byder jernbanebroen også på en potentiel dødsfælde for uopmærksomme brugere, idet man har fjernet den gamle rampe ned mod perronområdet, som man kunne få rollatorer, elscootere og cykler op og ned af…

jernbanebro,farlig,vibvorg,banegård

Meget farlig ændring på jernbanebroen ved Viborg Banegård – klik for større billede

 

Man har istedet placeret en ‘gammeldags’ trappe her, som iøvrigt har meget høje trin som ældre allerede nu klager over, specielt de første trin er svære for f.eks. hofteopererede.

Den potentielle ‘dødsfælde’ som er advaret imod i denne artikel, er at brugere som nu har hørt at broen igen er åben og som ikke tænker over at noget er ændret, kan komme farende på scooter, cykel eller Pokemon jagt og ikke bemærke de 2 små skilte som står lige ved den nye trappe og advarer mod at ‘cykler ikke må køre ned af trapperne’ – man kan levende forestille sig en regnvåd aften hvor man kigger ned på jorden fra cyklen og ikke ser de små skilte i siderne lige før trappen

Blot ved dagens besøg, bemærkedes flere som først i sidste øjeblik opdagede, at rampen ikke længere eksisterede og specielt en var lige ved at tage turen ud over trappen på cykel.

Ældre brugere på elscootere, havde regnet med at kunne benytte rampen idag, men holdt ved foden af broen uden at kunne komme videre, da elevatoren knap kunne rumme en elscooter…

rampe,advarsel,viborg,banegård,jernbanebro

Rampeadvarsel på den nye jernbanebro ved Viborg Banegård

Bevares – man har opsat en træafspærring og på den er et skilt som fortæller om at ‘trampe åbner medio september – adgang forbudt’ men de fleste forbinder nok ikke teksten på træpladerne med den gamle rampes afløser.

rampe,viborg,banegård,trappe,jernbane

Den nye trappe ved jernbanebroen som erstatter den gamle rampe på Viborg Banegård

Man bør straks sørge for en form for minibom eller lignende ned mod trappen, så ulykker undgås, for gør man ikke det vil der helt sikkert ske en ulykke – husk blot på, at da den gamle bro blev fjernet, faldt en yngre mand alligevel ned på baneterrænet, trods afspærring.

Når denne advarsel er givet videre, skal selve jernbanebroen dog roses – der er langt bedre plads til den store færdsel over broen, som allerede pågår, men også den langt større færdsel som må forventes når Viborg Baneby efterhånden udvikles som planlagt.

tunnel,jernbane,viborg,banegård,søndersø

Tunnel under banelegemet ved Klostervænget i Viborg med forbindelse til Viborg Søndersø

I området, nærmere betegnet ved Klostervænget og Alhedestien, er der også store anlægsarbejder igang…

Den nye tunnel under jernbanelegemet, som skal forbinde Viborg Søndersø med Klostervænget og Alhedestien, tager hver dag mere og mere form og man begynder at kunne se ideen i det hele.

Der venter dog meget arbejde endnu idet man hverken er helt eller halvt færdig med forlængelsen af Alhedestien, ligesom man som det tydeligt ses mangler rigtig meget arbejde før man kan forbinde Klostervænget og Søndersø via tunnellen  under Århus-Struer banen.

Der arbejdes dog på fuld kraft med tunge entreprenørmaskiner i hele området og der er afspærringer stort set alle steder, så langsomt men sikkert kan man fra uge til uge se fremskridt.

 

Alhedestien – som jo skal forlænges helt frem til Viborg Banegård – er der også maskiner igang med at forberede, men det går meget, meget langsomt, selvom man dog nu klart kan se en ide i det der arbejdes på med de mange entreprenørmaskiner

tunnel,klostervænget,alhedesti,viborg,banegård

Alhedestiens afslutning, hvor den skal forlænges frem mod Viborg Banegård og ved Klostervængets tunnel mod Søndersø

Man har nu som det ses på billedet, fået lagt en del af fundamentet i form af grus og nivellering og arbejder med området ved tunnellen til Søndersø i øjeblikket, hvor specialinstrumenter i form af laser og gps sørger for at alt placeres nøjagtigt, hvor det er bestemt det skal være fremover, med millimeters nøjagtighed…

Beboerne i området fortæller om at disse instrumenter med høje biplyde fortæller maskinerne om der er på helt rette sted og vinkel og er de ikke det, kan det tydeligt høres – også i Klosterhavens bebyggelser som ligger lige ved arbejdsområdet..

Udviklingen af Viborg Baneby er i fuld gang – ingen tvivl om det.

 

 

 

 

STAB-08-01-HAY16

århus,viborg,banegård,alhedestien

Togene kører igen – i sneglefart

De store anlægsarbejder omkring Viborg Sygehus og Viborg Banegård, har i en periode medført,  at mange banesveller var taget op for at få plads til forskellige udgravninger og andre arbejder, som f.eks. en tunnel under banelegemet, omlægning af spor og meget andet.

Alle disse forskellige anlægsarbejder er fortsat ikke afsluttet, der mangler f.eks. fortsat en del af gangbroen fra Middagshøjvej til Viborg Banegård og den vej som skal anlægges på det gamle ‘spor 1’ på banegården, er endnu ikke påbegyndt i nævneværdig grad, udover man har fjernet de gamle spor.

tog,Alhedestien,klostervænget,viborg,banegård,byggeri

Toget fra Århus fortsætter, efter at have afventet klar bane ved anlægsarbejderne nær Alhedestiens afslutning

Forlængelsen af Alhedestien, hen forbi Klostervænget er derimod i fuld gang og endda så meget så ankommende tog, stopper helt ved Alhedestiens afslutning og checker om der er anlægsarbejdere som render over sporene, før det fortsætte videre i sneglefart ind til Viborg Banegård.

Denne situation kan man se på billederne i artiklen.

 

STAB-07-19-16HGTF

Viborgs nye banemiljø er i fuldt firspring…

Turister som kommer til Viborg i disse dage, kommer ikke med tog…

På grund af meget store arbejder på, under og ved banelegemet, kører der i øjeblikket ikke tog mellem Viborg og Aarhus/Struer.

Det gode gamle ‘Spor 1’ forsvandt foran Viborg Banegård i løbet af lørdagen og skal erstattes af en almindelig asfaltvej.

Derudover arbejdes der på den gamle gasværksgrund med at lave en cykel/fodgænger tunnel mellem Klostervænget og Gl. Århusvej/Søndersø stien samt naturligvis byggeriet af det nye sygehusafsnit, byggeriet af ny bro mellem banegården og Middagshøjvej samt gymnasiedelen også ved banegården…

gasværk,viborg,træer,maskiner

Træer er fældet og store maskiner arbejder i døgndrift på den gamle gasværksgrund i Viborg

Alle disse voldsomme forandringer sker i forbindelse med etableringen af Viborg Baneby.

 

Hvis man ikke har været i Viborg i en række år, kan man godt berede sig på et par artige overraskelser i og omkring Viborg, hvor der har været kraftige udvidelser på næsten alle plan….

viborg,sygehus,klostervænget,byggeri,baneby

Byggeriet ved Viborg Sygehus, set mod Klostervænget og Banebyen

nørresø,søndersø,viborg,dæmning,

Viborg Søerne har det måske godt alligevel…?

For knap et par måneder siden, så vi efter en varmeperiode på 7-8 dage, en større fiskedød i både Nørresø og Søndersø.

Et kig på de døde fisk viste, at det primært var brasen og skaller som var døde og de lå ikke i ‘lag’ som nogle har troet, men i små grupper på 1-3 fisk.

Viborg Bloggen har siden næsten dagligt haft medlemmer omkring søerne for at checke for yderligere tegn på fiskedød, men til trods for en nu længerevarende periode med varmt vejr og høj sol, har der ikke været yderligere fiskedød og algevæksten ser ikke ud til at være højere end sædvanligt på denne tid af året…

Man kan derfor formode, at den teori vi her på stedet havde, da de døde fisk blev konstateret for en del uger siden, om at det måske kunne skyldes en uheldig sammensætning af høj udvaskning af næringsstoffer i forbindelse med gødskning fra landbruget (den tid på året) og voldsomme regnperioder umiddelbart før fiskedøden blev konstateret og derpå kraftig varme i en kort periode samt deraf følgende voldsom opblomstring af een bestemt alge, har medført den dengang lidt store fiskedød…

Lidt ligesom nye pindsvin i en bestemt periode om året er mere udsat for en trafikdød end på andre tidspunkter af året….

Forhåbentlig er dette forklaringen på de døde fisk, så Viborgs dejlige søer består uden at skulle ændres alt for meget.

 

På dette sted skal også udtrykkes et ønske om at planerne om at fjerne dæmningen mellem Søndersø og Nørresø, bliver dybt begravet og ikke igen kommer til overfladen – søerne har fint kunnet huse både en sejlklub og kano- og kajakklubber uden at være en lang sø og mange synes det er hyggeligt, når det gode skib Margrethe 1. sejler under Randersvej mellem søerne…

margrethe 1.,viborg,nørresø

Turbåden Margrethe 1. af Viborg, sejler under broen ved Randersvej

Vi har f.eks. Tjele Langsø i nærheden, hvor man fint vil kunne afholde stævner med langbaner til roning, hvis det er det man ønsker – der er ingen grund til at fjerne dæmningen og spilde en masse skattekroner på at lave Søndersø og Nørresø til ‘Viborg Søen’, blot fordi man så vil kunne have et stævne eller 2 om året med ‘langbaneroning’ – et forslag om ‘vandflyverbane’ hvor den nye vandflyverrute i Århus, skulle have en mellemstation i Viborg, med direkte forbindelse til København, virker også som et lidt søgt formål, al den stund både Århus, Karup og Ålborg ligger så tæt på Viborg som de gør…

 

Lad os istedet bevare Nørresø og Søndersø samt dæmningen som de er og sørge for at arealerne omkring søerne ikke bebygges for voldsomt, men bevares så grønne som muligt….

sønæs,søndersø,flot udsigt

Skønt sommerkig ved Sønæs over Søndersø….

 

 

 

 

 

 

 

 

STAB-06-BF16002