De fleste forældre kender sikkert situationen, hvor de er i byen med deres børn for f.eks. at købe nyt tøj eller lignende og hvor børnene helt uden tanke for pasform eller tøjets bekvemmelighed, har set sig blinde på den absolut dyreste vare i butikken og ikke er til at overtale med logiske argumenter til at tage en billigere og måske bedre vare…..?

Øjensynligt er det sådan, at mange ledere i topvirksomheder ikke helt har sluppet denne hang til at tro, at blot fordi en vare er den dyreste er den også den bedste…

Deres mantra lyder ihvertfald, at hvis man skal have en topleder idag, er man simpelthen tvunget til at betale en ganske eksorbitant løn, en voluminøs pensionsordning samt en indlagt ekstra forsikring, i form af et gyldent håndtryk, hvis det alligevel skulle vise sig at mantraen om at den dyreste ‘vare’ alligevel ikke var den bedste…

De seneste år har med al ønskelig tydelighed vist, at en lang række topledere med alle disse lønmæssige fordele, alligevel ikke var hvad etiketten viste, men istedet har kostet den pågældende virksomhed mange penge i rent tab, men derudover også har kostet ‘hånepenge’ i form af ‘et gyldent håndtryk’ som den pågældende topleder har fået med sig, til trods for sine gerninger med tab til følge for virksomheden.

Samme mønster ses i offentligt regi, hvor ‘systemet’ frit og frejdigt uddeler bonus til topledere som klart ikke har været ansvaret værdigt, men har kikset i stort set alle sammenhænge – hvis disse bliver fyret, får de en ordentlig pose penge med i lommen i aftrædelsesgodtgørelse, hvis de blot har passet deres arbejde, får de en bonus og hvis fyringsudvalget synes det er ‘synd’ for en sådan chef, bliver denne blot omplaceret i systemet…

Det vil sige at hvis en sådan topleder – offentlig eller privat ansat – gør i nælderne, er der ikke rigtig nogen konsekvens ud over at man skal finde et nyt job…

Det burde vise at blot fordi man køber den dyreste vare, får man ikke nødvendigvis den bedste…

 

I disse dage skal ‘Vederlagskommissionen’ beslutte om politikeres løn er fair.

 

Mantraen lyder at ‘en borgmester f.eks. kan komme ud for at hans kommunaldirektør tjener mere end ham og derfor skal borgmesterens løn stige..’

Det er jo lidt noget vrøvl, hvis man ved at den meget høje løn kommunaldirektøren modtager, har han udelukkende fået fordi de som har ansat ham, er overbevist om, at de har valgt den dyreste vare på hylden og derfor måske har fået den bedste…

Man skulle måske istedet se på om man ikke er kommet voldsomt højt op i løn for hvad kommunale embedsmænd tjener og set i den sammenhæng, har en borgmester måske alligevel en ret fair og rimelig løn – alt andet lige…?

Vederlagskommissionen består udelukkende af tidligere direktører og MF´er og de har altså skullet beslutte om deres tidligere kollegers fremtidige løn var ‘fair’…

Det svarer lidt til at have ræven til at vogte høns.

Man kunne måske istedet have forestillet sig, at en sådan kommission skulle sammensættes af 2 parter fra erhvervslivet, 2 parter fra fagforeningstoppen og 2 almindelige fagforeningsmedlemmer, så man havde en fair repræsentation af befolkningen og ingen som på forhånd kunne forventes måske at være inhabile…

Ser man f.eks. på ansvaret og arbejdstid i forhold til løn, kan man jo sige at f.eks. soldater som udsendes i farlig tjeneneste for Danmark og i og med de må bo i et farligt område, egentlig aldrig har fri, altså arbejder langt mere end en politiker, har et langt mere stressende og farligt arbejde og har store chancer for at være skadet på krop og sjæl når og hvis de kommer hjem igen, disse soldater har et langt lavere løn end f.eks. borgmesteren, kommunaldirektøren og folketingspolitikeren og samtidig arbejder de døgnet rundt når de er afsted, idet de ikke kan komme væk fra den farlige zone..

Samtidig har mange af dem meget svært ved at få assistance, når de kommer hjem og skal have plejet sår på sjæl og krop.

Alligevel får en soldat en latterligt lav løn, sammenlignet med en borgmester eller folketingspolitiker.

 

Det forekommer patetisk og ynkeligt, at man vil forsvare en højere løn til politikere med at sammenligne med at deres embedsmænd får højere løn end dem eller at de ‘arbejder 60-70 timer om ugen’…

 

Hvis man gerne vil være automobilforhandler, må man affinde sig med at jobbet også kræver en høj grad af interesse for biler og at lidt af ‘lønnen’ ligger i at hygge sig med sin interesse, samtidig med at man tjener sin løn ved at arbejde med sin interesse…

Det samme gælder politikere – en del af deres ‘løn’ ligger i at få lov til at præge samfundet i deres retning, indenfor deres politiske gren og få tildelt en magt som er umulig at have på anden vis – deres interesse er politik og de får ligesom automobilforhandleren løn for at arbejde med deres interesse.

 

Det skal ikke være sådan og bør aldrig være sådan, at politikere går ind i arbejdet på grund af en voldsomt stor hyre – gør de det må man også formode at deres interesse er mere pekuniær end egentlig politisk og så går hele ideen med et demokratisk valg lidt fløjten…

 

En folketingspolitiker af 2016 får en fuldkommen fair løn og den skal ikke forhøjes, måske skal man nærmere overveje om den ikke helt skal fastfryses og at diverse andre tillæg som gratis rejser,  skattefri tillæg og lignende skal skæres væk, ligesom ordningen med at man efter nogle år i Folketinget får et eftervederlag, hvis man forlader tinget for eksempelvis at arbejde i det private erhvervsliv også helt skal bortfalde…

Sammenligner man igen med en soldat som forlader Forsvaret efter at have sat livet på spil for staten, er det klart at soldaten smides ud med badevandet, mens politikeren forgyldes, til trods for at begge personer har arbejdet for staten – den ene har endog sat livet på spil…

Soldaten har arbejdet mere end politikeren og har været udsat for en langt højere stress faktor og har måske også sår på sjæl og krop.

 

Hvorledes kan man forsvare at politikeren i denne sammenhæng anses for langt vigtigere end soldaten som sætter sit liv på spil for landet?

 

På samme vis gælder de pensionister, syge og svage i samfundet som de seneste år har mærket sparekniven stukket i ryggen gentagne gange, fordi politikerne synes de havde andre ting som skulle betales for – herunder pensionister som måske har knoklet hele deres liv for at politikerne af idag i det hele taget har en mulighed for at sidde hvor de gør, men som på deres sidste år skal opleve at samfundets politikere vender dem ryggen og istedet bekymrer sig om at deres egen løn er ‘for lav’…

 

De partier som nedsatte vederlagskommissionen, havde en gratis omgang, da de sagde at de ‘ville acceptere kommissionens beslutning uanset hvad’ – klart nok, for når man nedsætter en kommission som består af medlemmer som enten er tidligere kolleger eller personer med en løn højere end politikernes egen, så er resultatet næsten givet på forhånd – lønnen bliver med garanti ikke lavere, så på forhånd at give håndslag på at acceptere kommissionens beslutning er en voldsomt hul udmelding….

Er politikernes løn egentlig ikke meget rimelig, sammenlignet med mange andre sammenhænge i samfundet og er det lige nu det er en god ting at diskutere en tildeling af højere løn til politikere, hvor netop politikerne køber sko for 2000 kroner med den ene hånd og med den anden hånd skærer en pensionists rådighedbeløb med beløb eller større beløb, øjensynligt fordi man mener at pensionister og andre svage har uendelige beløb til rådighed og fordi man mener at 2000 kroner ikke er noget som helst….

Blot som kuriosum skal nævnes at Præsident Obama i USA og hans kone, tjener ca. 3.3 millioner kroner tilsammen om året og skulle man sammenligne med danske politikeres ansvar, må det vel uden sammenligning siges at Obamas ansvar er ‘en del’ højere end måske alle danske politikere tilsammen – men han klynker ikke over lønnen….

En dansk statsminister tjener ca. 3 millioner kroner om året incl. pension – altså mere end USA´s præsident – dermed burde enhver tale om borgmesteres løn kontra ansvar og danske ministres/politikeres løn i forhold til ansvar forstumme….

 

Spørgsmålet er således ikke om politikere tjener for lidt i forhold til topledere i det private, men om topleders løn i det private ikke er alt for høj i forhold til det omliggende lønmarked….

 

STAB-2016-002-EEa